Danmark set udefra
Den danske samfundsdebat i et internationalt perspektiv.
Kulturforskelle og religionens rolle i det moderne demokrati, bæredygtig udvikling og velfærdssamfundets fremtid er nogle af de mest debatterede emner i dagens Danmark og internationalt. På baggrund af de tre hovedemner ser journalist Jakob Illeborg på udviklingen i samfundsdebatten i Danmark de sidste ti år. Han har selv boet i London i den periode og har været tilknyttet blandt andet DR, Weekendavisen og The Guardian. Med bogen pirker han til vores selvopfattelse og lægger op til debat om Danmark i det internationale samfund.
Jakob Illeborg har sat tre engelske analytikere stævne for at diskutere disse højaktuelle og komplekse problemstillinger. De britiske øjne tilhører nogle af samtidens mest betydningsfulde analytikere: Timothy Garton Ash, Zac Goldsmith og Lord Anthony Giddens. De deler ikke nødvendigvis politisk overbevisning, men har det tilfælles, at de er med til at præge udviklingen i det moderne Storbritannien, og i den forbindelse har de ladet sig inspirere af det danske samfund.
I Danmark set udefra sammenholder Jakob Illeborg udviklingen i Storbritannien med vores egen, og han perspektiverer og forholder sig til, hvad der er godt og mindre godt i vores samfundsudvikling. Vi deler i stigende grad kultur og samfundsopfattelse med vores nabo mod vest. Men der er også vigtige forskelle i vores nationers respektive opfattelse af den tid, vi lever i. Forskelle, som vi med fordel kan debattere.
Jakob Illeborg, født 1971, har boet i London i ti år, hvor han foruden et liv som rockmusiker har studeret moderne historie og politik. Han arbejder i dag som journalist og korrespondent tilknyttet Danmarks Radio og fungerer som Radioavisens og TV-Avisens mand i London. Desuden skriver han løbende i Weekendavisen, Ugebrevet Mandag Morgen og The Guardian.
208 sider
Udgivet i 2008
Gyldendal. Hæftet
159,25 DKK (199,06 DKK)
Eksklusiv moms
475,00 gr.