Klaus og kærligheden
Klaus Rifbjerg, der har været gift med Inge i over halvtreds år, svarer provokerende, bevægende, humoristisk og befriende ærligt, da han konfronteres med spørgsmål om det livslange ægteskab og den kærlighed, der overlever konflikter og år og består:
"Mænd vil elskes. Ubetinget."
"Det har altid undret mig, at herlige kvinder kommer anstigende med et dryppeløg af en mand."
"Nogle kvinder kan virke skræmmende, fordi de intellektuelt har et stort potentiale, men samtidig har et eller andet noli me tangere, noget jomfrunalsk og ekstremt kritisk over sig."
"Mænds behov for tryghed kan aldrig tilfredsstilles. Herregud, tænk på de første år, hvor vi tilbringer det meste af tiden mellem to vidunderlige bryster."
"Når man efter et sidestep med en anden kvinde kommer luskende hjem, bliver man ikke mødt med faner og klingespil."
"Mænd er mere bange for kvinder, end de er glade for dem."
Klaus og kærligheden er tilegnet kvinder, der gerne vil forstå mænd bedre.
Uddrag
Ideen med Klaus og kærligheden opstod, da jeg genså en af mine absolutte yndlingsfilm i den blødere genre, den amerikanske instruktør Norman Jewisons usentimentale kærlighedskomedie, Lunefulde Måne.
Filmen handler om forskellen på mænds og kvinders virkelighed, forventninger og drømme og foregår i et italiensk miljø i New York. Loretta (Cher), 37 år og enke, har forlovet sig med en kæmpebaby af en forretningsmand, Johnny. Mens Johnny er rejst til Sicilien for at sidde ved sin teatralske mors dødsleje, forelsker Loretta sig hovedkulds i hans intense lillebror, Ronny (Nicolas Cage). Ronny er bager, har en kunstig hånd, elsker opera, og de sidste fem år har der været ondt blod mellem de to brødre. Der udspiller sig nu et passioneret og rørende kærlighedsdrama mellem Ronny og Loretta, der beskriver hinanden som: "a bride without a head" og"a woolf without a foot". Sideløbende opdager Lorettas mor, Rose (Olympia Dukakis), at hendes ægtemand gennem 52 år, blikkenslageren Cosmo, er hende utro.
Utroskaben får Rose til at stille et af filmens centrale spørgsmål:
"Why do men chase women?"
Og hun når selv frem til konklusionen:
"I think, it's because they fear death!"
Kort efter gensynet med Lunefulde Måne stod jeg ved en sensommerfest hos fælles venner og talte med Klaus Rifbjerg. På et tidspunkt sagde han: "Jeg tror, jeg vil finde Ping (Inge), for vi skal vist snart hjem."
"Hvorfor? Månen er fuld og natten er ung endnu," sagde jeg.
"Fordi Ping har fået en uhelbredelig øjensygdom og ikke ser ret godt længere, så hun er blevet mere afhængig af mig," sagde han. Og efter en lille pause: "Ping og jeg har fulgtes ad i over halvtreds år, men fra nu af er det med hinanden i hånden."
I det øjeblik, denne underskønne fuldmånenat i Skagen, vidste jeg, at jeg netop havde hørt definitionen på kærlighed - i hvert fald den kærlighed, der overvinder konflikter og år og består.
Fra side 9-10
Om Kirsten Jacobsen
Kirsten Jacobsen, f. 1942, journalist og forfatter til en lang række bøger, bl.a. Dagbog fra Dogville, om processen bag Lars Von Triers kontroversielle film Dogville, Alfreds huse, om skagenarkitekten Alfred Hansen, På livet løs, en samtale mellem Birthe Rønn Hornbech og Lise Nørgaard, Søren Louis Pilmark, om skuespillerens liv og arbejde og Løkkeland, om Lars Løkke Rasmussen Danmark.
I 2007 udkom bogen Klaus og Kærligheden - en konfrontation med Rifbjerg.
Læs mere om Kirsten Jacobsen
Anmeldelser
"Smuk og munter bog (...) Det fine ved denne samtalebog er, at Rifbjerg blæser på al jantelov og synger frit ud. Kirsten Jacobsen konfronterer ham med velvalgte nøglesteder fra hans digte og prosabøger, og han disker generøst op med, hvad han på 75 år har lært om livet, samlivet, kønnet, kunsten og navnlig kærligheden (...) Denne samtalebog er både en selvbiografi, et stykke livskunst og en parforholdets poetik, fortalt med klarsyn og muntert overskud. Sikke en foræring."
- Hans Hertel, Politiken
"Stedvis sublim lille Rifbjerg-bog om kærligheden og kvinderne.
(...)
Rifbjerg når sædvanen tro en del uden for emnet. Men det er ikke altid ilde, hverken når han siger kloge og indlevede ting om klassisk musik, eller når han med præcis giftighed (...) lægger afstand til den venstredogmatik, som mange af hans jævnaldrende i sin tid skejede ud i. (...) Der er interessante betragtninger undervejs om skredene i forholdet mellem mænd og kvinder fra Rifbjergs forældres generations til hans nu midaldrende børns."
- Jakob Levinsen, Jyllands-Posten
152 sider
Udgivet i 2007
Gyldendal. Hæftet
135,25 DKK (169,06 DKK)
Eksklusiv moms
475,00 gr.