Ved Gudenåen driver en kurv med et drengebarn i land i år 1001. Drengen skal
siden gå over i historien som Den Udødelige. Da han som voksen mand og viking
vender hjem fra togt, tager hans kone imod ham med nedslået blik. Hvad hun har
at fortælle, bliver skæbnesvangert for deres kærlighed og tænder en vrede i ham,
som han resten af sit liv forsøger at få afløb for.
Men skønt han som kriger hærger fra England til Byzantium og fra Skåne til Jerusalem, finder han
ingen forløsning. End ikke da han en dag lægger sig til at dø, vil det lykkes
for ham.I de følgende århundreder - helt frem til renæssancen - lever han som
tigger og omrejsende fortæller og bliver vidne til lidt af hvert: En kvinde har
visioner om frihed og går i døden for et bondeoprør, hun ellers nægter at
støtte. En skoflikker fra Horsens ser et flag dale ned fra himlen over Estland
og bliver mere ensom end nogensinde før. En baskisk kvinde fødes af sin egen
søn, hvorpå hun skriver breve til paven om sin tro på fremtiden. En ung
italiensk skuespiller forelsker sig i en pige, som viser sig ikke at være en
pige, men heller ikke den jævnaldrende dreng, som italieneren finder mod til at
kysse. Imens fortæller Den Udødelige kærlighedshistorier til børnene i håb om,
at de kan lære ham at forstå, hvorfor han stadig lever. Og han bliver ved, indtil hans verden går under.
"Sange om udødelighed" er en stort anlagt paneuropæisk roman, der igennem et væv af magiske og realistiske
fortællinger beretter om myte, virkelighed - og udødelig kærlighed.
399 sider
Udgivet i 2011
Lindhardt og Ringhof. Hæftet