Golak - Det døde land

Golak - Det døde land

89,96 DKK (112,45 DKK Inkl. moms)

(ekskl. moms)
stk.
Golak er første bind i en ny farverig og stemningsmættet trilogi, Det Døde Land, hvor Josefine Ottesen fortæller om en ung mands desperate og blodige kamp for at blive menneske. Bogen vil blive elsket af alle dem, der i forvejen har glædet sig over trilogierne Krigeren og Historien om Mira.

Jonahs storebror kommer til at røbe, at Jonah ikke er sine forældres barn, noget som de har holdt hemmeligt for ham siden hans tidlige barndom. Denne oplysning forstærker den unge mands oplevelse af at være anderledes end de øvrige beboere i den lille, isolerede bjergby, hvor alle andre tilsyneladende sætter enighed, lydighed, bøn og hårdt arbejde over alt andet. Her har de voksne gennem årtier søgt at genskabe et liv, som det så ud, inden menneskeheden begyndte at nedkalde ulykkerne over sig selv og ødelægge den verden, som indbyggerne har lagt bag sig.

I det døde land, der omgiver byen, kan ingen bo, når man ser bort fra de spredte grupper af deforme monstre, golakker, som indimellem hærger helt ind i landsbyen. Golakkernes angreb får forfærdelige konsekvenser for Jonah og hans familie, og han gør den rystende opdagelse, at golakkerne slet ikke står menneskene så fjernt, som landsbyens ældste forsøger at give indtryk af. Langsomt går det op for Jonah, at livet både i landsbyen og i hans egen familie er baseret på et væv af fortielser, hemmeligheder og løgne.

Med støtte i den musik, der som det eneste giver ham ægte trøst, prøver han for en tid at slutte fred med sine omgivelser - der er jo ingen andre steder at gå hen. Men konflikterne tilspidses, og til sidst kan han kun håbe, at floden ikke bare fører væk fra byen, men også fører frem til andre beboede steder.

323 sider

Udgivet i 2011

Høst & Søn. Hæftet Paperback